Sitemap

Kontakt os


Services fra Inwema








Boliger til salg








Info om Grækenland








DitGrækenland.dk








Links







Bo i Grækenland: Livet i Grækenland

Hvert år valfarter ca. 300.000 danskere til Grækenland, der er et af vores mest yndede turistmål. Grækenland lever overvejende af turisme, 30 % af nationalproduktet er turisme, men et er de skønne sommeroplevelser og et andet er at bosætte sig helt eller delvis i landet, at købe fast ejendom.

Der er mange forhold at være opmærksom på - en sprudlende sommerby lukkes ofte ned i vinterperioden, derfor er forsyningssikkerheden vigtig at undersøge, forhold som periodisk vandmangel, vandkvalitet og meget andet bør grundigt undersøges før en beslutning tages 60 % af Grækenland ligger over 600 m, altså et udpræget bjergland. Derfor må den sparsomme jord udnyttes, hvilket også har betydet, at man bor i tætte bysamfund. Forsvarshensyn, besættelser og krige har ligeledes været med til at forme arkitekturen, ofte med den megen charme og pittoreske skønhed som vi kender den.

De områder i Grækenland som tiltrækker udlændinge er primært den østlige del af landet ud mod Det ægæiske Hav. 


Grækenland 1. Det nordlige Ægæiske hav.
Litochoro, Pieria. Olympusbjerget
"Alexanders Grækenland" hvorfra han skabte sit storrige rummer de kvaliteter og moderne forudsætninger som kræves for at erhverve fast ejendom eller måske bosætte sig her.

Pieria Amt er velbeliggende i forhold til storby, forsyninger, badestrande og landskabelige rigdom. Ikke mindst den kulturelle by Litochoro under det vældige Olympusbjerg, har med sit kvalitative tilsnit vist sig ideelt for udlændinge der har ønsket en bolig for at opleve Grækenland som andet end turistmål. Iagttager man det storslåede landskab der omgiver Litochoro, det store flade delta, gennemskåret af floderne fra Balkan, de sydvendte bjergskråninger mod nord, og det næsten 3 km høje Olympusbjerg, opdager man, at der er tale om en helt speciel topografi i et varmt, varieret klima. Litochoro by med ca. 8.000 indbyggere lever hele året rundt, med dens små gader og dagligvarebutikker, frugt- og grøntsagsmarked, taverner og restauranter. Fra byens torv er der regelmæssige busforbindelser til de populære badestrande og kystferiebyer og til Katerini by der har forbindelse til hele det centrale Grækenland

Det legendariske Olympusbjerg rejser sig majestætisk med sine 3000m bag Litochoro. Kombinationen af historiens vingesus, de grønne bjergskråninger med de rislende kilder og rige plante- og fugleliv skaber en fornemmelse af storhed og velvære. Bjerget forener himmel og jord og ofte brydes sollyset gennem dramatiske skyformationer. Man forstår hvorfor De Olympiske guder valgte at bosætte sig netop her. Intet andet sted i Europa ligger et højt bjergmassiv direkte ud til havet. Det blå Ægæiske Hav der omgiver Pieria er en sanselig oplevelse af farver, sand, salt, forfriskende luft og vidunderlig kyst.

Udover den naturlige skønhed, bjergene, kysten, strandene og den moderne turistinfrastruktur, kan Pieria være stolt af de mange kulturelle og arkæologiske monumenter. Den europæiske kultur havde sin vugge her i datidens centrale del af Grækenland - for evigt bevist ved dette århundredes arkæologiske fund. Der gik et gys gennem verdens arkæologer, da der så sent som i 1977 i Vergina åbenbarede sig et fantastisk gravsted med tunge guldkister, purpurkæder, våben, gulddiademer og mange andre kostbarheder. Dette var kong Phillip d. II\'s (fader til den myteomspundne Alexander den Store) uberørte gravkammer. Fra ca. 350 år før vor tidsregning. Museet giver et helt billede på de antikke grækeres virke og formåen. Hvilket held for nutidens grækere at finde et uberørt gravkammer blandt hundredvis røvede! - og så dette!! Aristoteles - Phillipos - Alexandros - virkede her i det antikke Grækenland.

Næsten alle de større europæiske flyselskaber flyver til Thessaloniki, der er Grækenlands næststørste by. Herfra er der ca. 90 km. til Pieria, Litochoro By ad nybygget motorvej mod Athen. Det græske samfund omkring Thessaloniki er et dynamisk samfund på ca.2 mill. indbyggere med en rivende udvikling som handels- og universitetsby. Beliggenheden på handelsvejen mellem øst og vest skaber et nutidigt og aktivt samfund, men byen rummer stadigvæk de typiske græske livskvaliteter. Intet sted i Europa ligger et så imponerende bjergmassiv - direkte ud til havet. Litochoro - en ren og folkelig by ved de antikke guders Olympusbjerg

Mange danskere har i de senere år besøgt Litochoro ved et samarbejde mellem de store danske feriefonde FDB, NOVO, IRMA og DSB om udlejning af ferielejligheder. Der er foretaget grupperejser for Gigtforeningen og Scleroseforeningen med henblik på at udnytte de specielle klimatiske forhold.

Klimaet er varmt og varieret pga. grund af Olympusbjerget. Tør kølig bjergluft med stabil luftfugtighed gør klimaet ideelt. Havet er meget salt på grund af underjordiske vandreservoirer.

Kosten er økologisk; mange fisk, grøntsager og magert kød. 


Grækenland 2. Ved det centrale Ægæiske Hav
Kykladerne. Tinos.
V. Coronelli bemærkede i det 17. århundrede om Tinos " Der er en lille forskel fordi øen er tilgængelig for alle vinde, øen har et meget sundt klima, specielt på grund af nordenvinden (meltemia) som kaldes doktoren på Tinos".

Den samme geograf bemærker også i sit værk ”At nordenvinden er meget sund for fremmede som ankommer syge til øen”. De vil øjeblikkelig komme sig uden anden medicin". Den lange hvide sky som næsten altid "ruller" på øens nordside var ikke blot altid sundhed og helse. Katastrofal blev den stærke blæst for Odysseus som strandede på Tinos med hele sin flåde på vej hjem fra den trojanske krig Han var ikke altid lige gode venner med havets gud Poseidon,

Den samme lidt truende fornemmelse kan man også få i moderne tid, når man passerer tæt op langs Kykladerne med de lodrette skulpturelle vulkanbjerge, de høje dønninger og skumsprøjt, også selv om rejsen foregår med moderne highspeed færger.

Den moderne seajetteknologi har gjort rejsen hurtig fra fastlandet. Kun halvanden time adskiller Tinos som er en af de første øer i Kykladerne fra Rafina, udskibningshavnen som ligger tæt på den nybyggede Venizelos lufthavn ved Athen.

Tinos er øen med mange religiøse traditioner, skønhed og kunst. "Den jomfruelige brud" på Kykladerne er øen blevet kaldt af de rejsende og besøgende, og øen har da også været hjemsted for mange billedhuggere, malere og poeter der har ladet sig inspirere af øens enkle renhed og pittoreske skønhed. Fjorten snehvide landsbyer beklæder bjergsiderne på Tinos. Hundrede af små kirker og kapeller er placeret på selv de mest utilgængelige steder Særlig karakteristisk er de smukt dekorerede duehuse, som er en nænsom kærlighedserklæring til de hvide duer, som har hjulpet med at bringe bud i god tid, når der har været sørøvere på færde.

Intet sted kan et billede blive mere sanseligt: De hvide mure med de lavendelblå vinduer og skodder omgivet med smukke stenmaterialer, en sort doven kat i vindueskarmen og den smukke bourgonvilla blomst giver akvarelmaleren den bedste inspiration.

Poseidon har da også sørget for at havet har formet små laguner med de mest vidunderlige små flade strande med det fineste sand og salt, krystalklart vand.

Havet omkring Kykladerne er meget dybt og den specielle lidt tørre hvidvin passer særdeles godt til de grillede fisk, eller man foretrækker måske det velsmagende lokale kalvekød.

Af de flere hundrede tusinde danske turister der valgfarter til Grækenland hvert år kalder ønavne som Mykonos, Naksos. Santorini på de bedste sommerferieminder og nogle har måske tænkt - at eje en bolig her ville være som en drøm.

År tilbage var det at erhverve fast ejendom vanskeligt og visse steder endda forbudt for udlændinge. Liberalisering af lovgivningen og en stigende byggesektor der bygger med salg for øje gør det nu muligt at købe huse, hvor man før overvejende byggede til familien og ikke afgav jord til fremmede. Mange udlændinge har da også slået til.

Man overholder den lokale byggeskik på Kykladerne Man byggede tæt af forsvarshensyn før i tiden og der hvor drikkevandskilderne er. Ofte "putter" husene sig lidt ind i bjergskråningerne, den kubistiske arkitektur opløses i flere bygningslegemer og danner sol- og skyggerum.

Der udstykkes nu i stormatrikler på 600m2,hvor der så kan købes en del af stormatriklen og bygges op til fire boliger, så der bliver ikke til store græsplæner men kun til små gårdhaver. Her kan man så købe blot en byggeret og byggetilladelse eller et færdigt hus.

Tinos kalder på de store religiøse traditioner. Hvert år den 15. august valfarter tusindvis af pilgrimme til øen til den store smukke Jomfru Maria Kirke, blandt andet for at lade deres nyfødte børn døbe eller for at bede. Den lange rampe der føres op til kirken fyldes med mennesker. Der mødes man, sover ude og bevæger sig langsomt ofte på knæ op til kirken.

Den anden verdenskrig for Grækenlands vedkommende startede her, da italienerne sænkede en ubåd lige ud for havnen og dagen er samtidig mindedag herfor, og der breder sig en stemning af religiøsitet og ægte græsk patriotisme.

Udviklingen inden for ruteflyvningen med billiggørelse af billetpriser og ændringer i charterlovgivningen bringer Tinos tættere på - ja måske næsten lige så tæt på som Bornholm i flyomkostninger, og en ting er sikkert, at den rigdom på natur og skønhed som disse vulkanøer beliggende ude midt i Det Ægæiske Hav repræsenterer, er noget helt specielt.


Grækenland 3. Ved det sydlige Ægæiske hav.
Kreta, Hania. Iraklio.
Kreta har, som de fleste vil vide en mere end 5.000 årig historie, begyndende i Neolitisk tid, med de første beboere som kom fra Mesopotamien (imellem floderne) Eufrat og Tigris, i dag Irak.

Første civilisation var Minoerne. På et relativt begrænset geografisk område, øen er ca. 35o km lang og ca. 100 km bred, finder man nogle af de højeste og smukkeste bjerge i Europa. 2 høje bjerg-massiver: Psiloritis og Leuka Ori, som er dækket af sne fra oktober til maj-juni. Skiløb er muligt, selvom faciliteterne endnu ikke er så udbyggede som de kunne være. Bjergene er ca. 2500 m høje. Ind imellem disse store bjerge er der grønne dale og smukke, vilde slukter, samt grotter som har betydet meget i kretensernes historie, især under tyrkisk besættelse i hen ved 300 år. Her skjulte man sig i månedsvis fra besættelsesmagten.

Kreta har noget at tilbyde alle typer mennesker! Øens uendelig lange historie, med skiftende besættelser af forskellige folkeslag som: arabere, italienere, venetianere, og endelig tyrkere har efterladt så mange synlige spor i hverdagen, lige fra påklædningen (hos de ældre), til madlavningen, musikken, sangene, dansene, bygningerne, ja selv mentaliteten. Denne charmerende blanding af det arabiske og det italienske, som bl.a. kan ses i byggestilen, er meget forskellig fra den man kender på andre græske øer, hvor historien har været anderledes.

På Kreta er huse over en alder på 2-300 år kalksandstensfarvede, med naturfarvet træværk eller okkerfarvede med farvet træværk, ligesom i Italien. For naturelskere er det et rent paradis at opholde sig på Kreta, på næsten alle årstider. Udover de mest kendte og almindelige buske og træer for området, som: gyvel, lyng, mimoser, nerie, bourgainvilla, figen, kirsebær, akacietræ, citrustræ, er der på Kreta flere hundrede sjældne arter af planter og blomster, som ikke findes andre steder i Europa, ja end ikke i hele verden! Dette pga. Kretas specielle beliggenhed lige udenfor den europæiske fastlandssokkel, da den seneste istid indfandt sig.

Afhængig af årstiden, kan man finde de mest vidunderlige krydderier, som dels er smukke i farverne(vild timian), dels dufter flere meter væk.

Det er næsten unødvendigt at nævne, at Kreta har en relativ stor vindyrkertradition. Den bedste vin dyrkes syd for Heraklion, hvor der ligger flere store vinkooperativer. Men den bedste vin fremstilles af helt private vinbønder eller på klostre. Næsten alle kretensere har nogle vinstokke til eget brug. Det vil sige til familiefester. Af den pressede vinmasse brænder man det meget populære og sunde produkt: Raki.

Kretas jord er, som kretenserne synger i deres sange," rød som al den blod der er gydt igennem århundreders besættelser". De kretensiske klipper kan dog have mange farver, fra klar krystal, over kridt, til grøn/blå skifer og terracottafarvede sten. Kreta har fra byzantinsk tid ca. 1100-tallet, et stort antal kirker og klostre og en stor skat af kostbare ikoner, blandt andet i kirkerne, men også på museer. Desuden kalkmalerier. Ikonmalertraditionen føres videre, og man kan købe helt nye ikoner i høj kvalitet, der ligner de gamle nøjagtigt, og for rimelige beløb.

"El Greco" - grækeren er født på Kreta - ikke langt fra Heraklion. El Greco var Kretas mest berømte ikonmaler. Han flyttede fra Kreta som helt ung og nyuddannet og kom først til Italien, siden Toledo i Spanien, hvor han boede hele sit liv. Hans navn var oprindeligt Dominico Theotokopoulos. For musikelskere er Kreta det helt rigtige sted. Mange af de mest berømte græske komponister og sangere er født på Kreta bl.a. Manos Hadjidakis, Mikis Theodorakis og Markopoulos.( Har skrevet musikken til Zorba og Aldrig om søndagen.)

Men øen Kreta har en helt speciel, egen musiktradition, nemlig musik spillet med de århundredgamle instrumenter: lyra og laouto. Til musikken synges mundtligt overleverede sange, som kaldes Mantinades, og på Vestkreta også Rizitika rodsange. Musikken og dansen er så nært knyttet til den kretensiske folkesjæl, at man roligt kan sige, at musikken er Kreta.

Hele året rundt spilles der på små og store musiksteder, privat eller til koncerter, samt ikke mindst til bryllupper og barnedåb Men i hele sommerhalvåret (minus maj), hvor man ikke holder bryllupper, hører man den karakteristiske klang fra lyren og laoutoen, fra alle de små landsbyer.

Musikken kan høres 10-20 kilometer borte, da himlen er høj og ingen vind rør sig. Til de store familiefester kommer der mellem 500 og op til 5 - 7.000 mennesker. Alle med pengegaver til brudeparret, "som skal have en god start i livet"! Der danses i ekstatiske rundkredse til den lyse morgen og alle er på gulvet. Dansene er harmoniske, feminine og maskuline i én skøn blanding.
Klimaet er noget nær ideelt på Kreta. Der falder tilstrækkeligt megen regn til, at øen er endog meget frugtbar. Der er store forskelle fra nord til syd og øst til vest på Kreta, rent klimamæssigt. Vindende veksler meget og ofte på Kreta, og afhængig af hvor den kommer fra og hvornår, giver det stærk varme (noti`as= sydfra), eller nordfra, kølighed (meltemi). Oftest kommer vinden dog fra Kaukasus, hvorfor klimaet på Kreta ligner det balkanske og tyrkiske.

Kreta er i dag en moderne, driftig ø med industrier, vindmøller, universiteter, store moderne hospitaler, samt naturligvis lufthavne (2 stk.) og bådfart til og fra alle de store byer på nordkysten. De senest indsatte færger er som flydende luksus-hoteller. Infrastrukturen er siden sidst i 60\'erne blevet moderniseret og forbedret med store veje på langs af øen. Flere steder kan man med lidt god vilje kalde det motorveje, men vejene skifter lidt i kvalitet, afhængig af strækningen, fra amt til amt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og/eller boligservice.

Version til udskriftVersion til udskrift Send til en venSend til en ven


tofexi